Søndag den 14. september kl. 20.30. Vueltaen er netop overstået og jeg sidder med et tomt blik og spekulere på hvad der nu skal ske. Det er ikke fordi Vueltaen er slut at jeg pludseligt befinder mig i et mindre tomrum. Lad os skrue tiden ca. 7 måneder tilbage til der hvor det hele begyndte.
På en løbetur er der en der fortæller mig, at de er begyndt at svømme i svømmehallen om torsdagen og hvis vi har interesse i triatlon er vi velkommen til at komme og være med, mod senere deltagelse i betalingen af omkostningerne ved denne træning.
Den 30. januar 2014 møder jeg så for første gang op i svømmehallen til en gang træning i crawlsvømning. I løbet af de 45 minutter, som træningen varede troede jeg flere gange at jeg skulle dø. En bane på 25 m var den rene overlevelse og jeg havde ingen tiltro at dette ville være noget jeg kunne lære.
Men med en god portion indbygget stædighed blev jeg ved med at møde op hver uge indtil starten af april, hvor træningen sluttede. På dette tidspunkt var den store triumf at have gennemført 200 m crawl uden pauser. Men herfra og så til at skulle svømme mellem 1000 og 2000 m til et Xterra stævne var der jo ganske langt.
I løbet af marts var det blevet annonceret at der i slutningen af august vil blive afholdt et Xterra stævne i Tisvilde og senere blev det meldt ud at der også ville blive et stævne i Aarhus. Nu begynder jeg virkelig at overveje tanken om at gennemføre en Xterra, men det kræver en gevaldig indsats med hensyn til svømning.
I påsken var vi på ferie i nærheden af St. Tropez i Sydfrankrig, med det hovedformål at køre et cykelløb og samtidig få en god gang cykeltræning. Vi skulle bor i et mobilhome på en større campingplads. Det viser nu at denne campingplads er et eldorado for triatleter, da den har et 50 m udendørsbassin. Den første dag får jeg mig kæmpet igennem 1000 m svømning med en blanding af bryst og crawl og en del pauser. Nu siger jeg så til Kirsten at vi tager ikke hjem før jeg har taget 400 m crawl uden pauser.
Efter hver dag at have trænet hårdt i bassinet lykkes det allerede om onsdagen at tage de 400 m og på sidstedagen om fredagen napper jeg 1000 m uden pauser og er himmelhenrykt. Nu tror jeg igen på at det nok skal lykkes.
Hjemme igen er jeg så i svømmehallen til klubbens normale motionssvømning om lørdagen hvor jeg altid har taget en tur på 1500 m brystsvømning uden problemer. Men nu skal jeg da afprøve mine evner ud i crawl. Men ak – efter 1½ banen går jeg død og kan ikke klare mere. Nu melder spørgsmålet sig; hvordan kan man i Frankrig svømme 1000 m men i Faaborg svømmehal ikke engang 50 m. Efter dette går jeg lidt i stå mens de andre triatleter begynder på noget havsvømning.
I løbet af juni får jeg så tilbudt en startplads til triatlon på den halve distance (1900 m svømning – 90 km cykling – 21,1 km løb) den 3. august 2014. Jeg siger ja til startpladsen og tænker at dette må være motivationen til at få lært at svømme. Kort tid efter vælger jeg at tilmelde mig den lange Xterra i Aarhus (1000 m svømning – 50 km MTB – 15 km trailrun).
Herefter bliver der købt våddragt for nu skal der trænes havsvømning. Den 20. juni er jeg første gang i havnebadet med Alan. På vej ud mod vores bøje, hvortil der er ca. 200 m begynder panikken at brede sig – dette bliver et svært projekt. Det at jeg ikke kan bunde gør at jeg går lidt i panik. Om søndagen forsøger vi igen med samme resultat. Herefter bliver Alan og jeg enige om at vi skal prøve ude ved Falsled hvor vi kan bunde. Dette var en god beslutning, for nu går det pludseligt meget bedre, da jeg ikke er bange for ikke at kunne bunde.
Efter nogle gange i Falsled begynder vi igen at svømme fra havnebadet. Nu er der meget mere styr på tingene og vi begynder at svømme fra havnebadet til Klinten og retur en tur på 1800 m. Dette fungere efterhånden og jeg er overbevist om at jeg nok skal klare distancen både den 3. august på Amager og den 14. september i Aarhus.
Det eneste der mangler nu er at bevise overfor mig selv at jeg også kan løbe 21,1 km. Derfor tager jeg henover sommeren 3 træningsture omkring de 21 km. Så nu er jeg klar til at gennemføre den halve distance den 3. august.
Efter en sommer med høje temperaturer og fantastisk solskin ser det faktisk ud som om vi skal have dårligt vejr den 3. august. Da jeg nærmere mig København begynder det at regne og skyerne ligner ikke noget der vil klare op. Velankommet til Dragør får jeg afhentet mit startnr. og afleveret min cykel og løbesko mv. i skiftezonen. Efter at have iført min våddragt står jeg klar på badeanstalten til det det bliver min tur. Vejret har ikke rigitg ændret sig og vandet er noget oprørt. Kl 7.40 efter anden gruppe er sendt af sted på svømmeturen bliver vi kaldt ud i vandet til briefing før vores svømmetur skal starte.
Præcis kl. 7.50 bliver vi skudt i gang. Jeg kommer nogenlunde af sted har dog lidt svært ved at finde ind i en god rytme, hvilket selvfølgelig ikke bliver nemmere af at det efter ca 200 m bliver så lavvandet at man skal op og gå. Efter 50 minutter er jeg tilbage i skiftezonen, hvor det handler om at få sig gjort klar til cykelturen. 
Cykelturen går lige efter planen vejret er blevet klart bedre og jeg holder en fart, der gør at jeg ikke køre mig fuldstændigt ud, således jeg stadigvæk har overskud til løbeturen. Jeg overhalede rigtig mange på cykelturen og kørte mig fra en placering som nr. 463 efter svømning til en placering som nr. 211 efter cyklingen.
Ved skiftet fra cykling til løb kan jeg mærke at sommeren er vendt tilbage. Det er nu blevet 30 grader og fuldstændigt vindstille. Løbe turen starter ok og på den første af i alt 4 omgange holder jeg en fin tid i forhold til mit mål på 5½ time.
Men på anden omgang kan jeg godt mærke at varme tapper en for kræfter samtidig med at benene begynder at blive trætte. Men med en holdning om at jeg skal blive ved med at løbe uanset hvor langsomt det går, kommer jeg i mål på 5:41, hvilke må anset for at være godkendt. Der var rigtig mange der var nede at gå på løbeturen.
Nu var jeg nået så langt t det handlede om at gøre sig klar til det store mål Xterraen. Efter den halve distance var jeg helt klar på at der måtte noget mere gang i løbetræningen i naturen, således jeg ikke ville gå ned på løbet en gang til. I løbet af august deltog jeg blandt andet i en prøvetræning i Aarhus hvor vi gennemførte den halve distance. Nu følte jeg mig godt rustet til den 14. september.
Så kom dagen. I de sidste 3 uger op til konkurrencen havde der været en del cykelløb, så jeg havde nok ikke fået svømmet og løbet helt nok, men det skulle gå. Vejre
t viste sig absolut ikke fra den venlige side. Da vi ankom til stævnepladsen fik vi at vide at svømningen var skåret ned til 500 m langs kysten i stedet for 2 gange rundt i en trekant, som det ellers var planlagt. Når vi så ud over Aarhusbugten med meterhøje bølge kunne jeg godt forstå dette tiltag.
Min svømning blev også en katastrofe og jeg var lykkelig for at jeg kun skulle svømme 500 m. Da jeg kastede mig ud i den første bølge for at starte svømningen, var jeg ved at sluge det halve af Aarhusbugten. Siden hen fik jeg aldrig gang i svømningen og det meste af distancen blev gennemført som brystsvømning med opmuntrende tilråb fra livredderen.
Som næstsidste deltager oppe af vandet troede jeg at den nu stod på mange overhalinger på MTB’en. Men allerede efter en lille km var der problemer fordi ruten var blevet udsat for hærværk. Jeg kendte ruten fra prøvetræningen, så jeg kørte den rigtige vej, men ca. godt halvdelen af feltet kørte forkert og kom ud på en rundstrækning på 10 km. Det betød at feltet resultatmæssigt blev delt i to; en gruppe med de korrekte 50 km MTB og en gruppe med 60 km MTB. For mig bevirkede det at der gik en rum tid inden jeg begyndte at indhente andre ryttere. Totalt på MTB-turen kørte jeg mig op fra en 17. til en 4. plads, som jeg holdt fast i med et fornuftigt løb, hvor jeg havde meget mere overskud end jeg oplevede på Amager. En sluttid på 4:49 er absolut godkendt når målet var at komme under 5 timer.
Nu er vi så tilbage ved starten, hvor der er opstået en tomhed i forhold til hvad jeg nu skal foretage mig. Men der skal så afgjort trænes hen imod at gennemføre endnu en Xterra. Og der er ingen tvivl om at der hen over vinteren virkelig skal gøres noget ved svømningen. Man er blevet bidt at triatlon og kan derfor tillade sig at kalde ovenstående for en triatlets bekendelser.