Vi har fået en kommende deltager i Transalp til at skrive om sin træning op til løbet og holde os orienteret om selve deltagelsen i løbet, der finder sted fra den 26. juni til den 2. juli 2016.
4. juni 2016
Lørdag er når jeg er hjemme traditionen tro svømme dag. I dag blev svømningen aftalt til om eftermiddagen, så jeg tænkte at jeg kunne nå en MTB-tur med den lokale klub først. Men da jeg fik en del problemer med forbremsen blev det kun til en tur frem og tilbage fra klubhuset.
Svømmeturen foregik fra den dejlige strand ved Drejet. Med det vejr vi har i øjeblikket er det en fornøjelse at svømme rundt i havet.
I alt blev det til lige godt 8 km på MTB og ca. 1.400 m i havet.
2. juni 2016
I dag stod den på klubmesterskab i KBC. Løbet blev kørt på køreteknisk anlæg, hvor der er en rundstrækning på ca. 750 m, som vi gennemkørte i 50 minutter, for derefter at slutte af med 5 omgange. Det var en hård omgang med høj puls hele tiden.
Med opvarmning og afrulning til og fra køreteknisk anlæg blev det til ca. 56 km.
1. juni 2016
Vi har i dag taget hul på den sidste måned, der afsluttes med Transalp i den sidste uge. Det kan også ses af træningsplanen at vi nærmer os målet. Træningsplanen kan ses her
Første onsdag hvor svømmetræningen skulle foregå i havet. Dagen startede som sædvanligt med en løbetur på ca. 12 km. Herefter var der omklædning til badetøj og våddragt. Den store frygt var hvordan temperaturen på vandet ville være. Men det var faktisk ganske OK at komme i vandet.
Dagens træning blev i alt godt 12 km løb og tæt på 1.900 m svømning.
31. maj 2016
Sidste dag i maj blev endnu engang en hård omgang interval træning i Kolding Cykelklub. I dag kørte vi nogle omgange på den rute som Fredericia vil anvende til deres licensløb den 2. juli 2016. Efter 2 omgange hvor vi kørte cykelløb med diverse eksplosioner sluttede vi med en omgang med rulleskifte inden vi kørte hjem.
I alt blev det til 63 km med ca. 32 km/t.
Måneden er nu slut, så det er tiden hvor man skal se på hvordan det er gået med månedens træning. Jeg klarede træningen fint i denne måned. Da min MTB kørte i stykker er det tydeligt at se at det blev til en del flere km på landevejen.
- I alt blev der trænet 55 timer svarende til det planlagte
- På MTB blev der kørt 45 km ud af en plan på 198 km.
- På landevejen var der planlagt 961 km, men jeg kørte i alt 1.378 km.
- Jeg løb 60 km, hvor planen var 48 km
- Svømning udgjorde 9 km med en plan på 6 km
28. maj 2016
Den næstsidste hårde træningsprøve end vi skal til alperne blev gennemført i dag, hvor jeg deltog i det tyske motionsløb Meckelbuger Seen Runde. Et hyggeligt motionsløb, hvor det mere handlede om hastigheden end om placeringen i løbet. En rute på i alt 307 km blev gennemkørt i tiden 9 t 20 min, hvilket jeg synes er ganske tilfredsstillende da jeg havde et mål på 10 timer.
25. maj 2016
I dag var den sidste onsdag i vinter/forårssæsonen hvor vi svømmede indendørs. Som sædvanligt om onsdagen startede træningen med en løbetur på ca. 13 km.
Efter løbeturen stod den på svømning hvor det ligesom de foregående onsdage har stået på hård distance træning. I dag skulle vi efter opvarmningen svømme 2 X 15 min efterfulgt af 3 spurter på 50 m.
I alt blev det til 13 km løb og 1900 m svømning.
24. maj 2016
Tirsdagstræningen med Kolding cykelklub stod som sædvanligt på en hård gang intervaltræning. Vi skulle i dag køre på den rute der anvendes til klubbens licensløb. Vi kørte 3 omgang med rulleskift på første omgang, 2 minutters intervaller på 2. omgang og individuelle 4 minutters intervaller på den 3. omgang.
I alt blev det til en god gang hård træning over ca. 78 km.
7. maj 2016
I dag var en blanding af hård svømning og afslappende MTB-kørsel. Jeg startede dagen med at svømme et hårdt program hvor der var lagt op til 4 X 500 m og lidt afsluttende spurttræning.
Om eftermiddagen deltog jeg i den lokale klubs introtur på MTB, hvilket var en god gang restitution inden morgendagens licnesløb og efter torsdagens hårde tur i Jylland.
I alt blev det til 2200 m svømning og 28 km MTB.
5. maj 2016
Jeg havde aftalt med min makker til Transalp at vi i dag skulle prøve at køre som par i Danmarks Højeste Cykelløb med udgangspunkt fra Skanderborg. Vi havde valgt 140 km distancen da den nogenlunde er på niveau med de længste etaper i Transalp rent distancemæssigt.
Løbet startede fint hvor vi de første 70 lå i en god gruppe, der holdt en fint fart. Men efter 70 skete det der ikke må ske. Rytteren foran mig styrtede og jeg kunne ikke undgå at køre ind over hans forhjul med det resultat at røg ud over styret på cyklen og en tur i rabatten.
Herefter foregik de næste ca. 50 km alene for mig og min makker. På de sidste 20 km blev vi hentet af en mindre gruppe som vi fulgtes med hjem til mål.
I alt en god prøve på vores samkørsel til Transalp. Vi nåede i alt 140 km med et snit på 32,6 km.
1. maj 2016
Træningsplanen for maj er klar og der er tale om en måned hvor der virkeligt skal trænes nogle timer. Planen kan ses her.
I dag skulle jeg kører mit første udenlandske løb i år. Skoda havde inviteret mig til at deltage i Rund um den Finansplatz Eschborn-Frankfurt. Det blev årets første dag i kort/kort.
Løbet er en disse tyske løb hvor vejene er totalt afspærret, så man skal overhovedet ikke tænke på at møde modkørende trafik.
Løbet gik rigtig godt. Specielt var jeg inden start meget spændt på hvordan jeg ville klare den lange stigning midtvejs. Denne stigning var trods alt årets første bjergprøve. Men det gik godt og jeg kom over “bjerget” i fin stil.
En dejlig dag i Frankfurtforstaden Eschborn, hvor det blev til 120 km med et snit på godt 33 km og efterfølgende massage til at løsne benene.
30. april 2016
Måneden er slut, så det er tiden hvor man skal se på hvordan det er gået med månedens træning. Det er tydeligt at se at jeg er begyndt på nyt arbejde, hvor der har været en del rejse aktivitet.
- I alt blev der trænet 37 timer ud af planlagt 34 timer
- På MTB blev der kørt 181 km ud af en plan på 228 km. Der er ingen tvivl om at jeg lige nu er langt bagefter min årsplan på MTB.
- På landevejen var der planlagt 308 km, men jeg kørte i alt 485 km.
- Jeg løb 70 km, hvor planen var 90 km
- Svømning udgjorde 6 km med en plan på 6 km
17. april 2016
Jeg havde store overvejelser om hvorvidt jeg i dag skulle have deltaget i nogle forskellige løb. Men ovenpå en hård arbejdsuge valgte jeg at nøjes med en træningstur på MTB’en i klubben. Jeg havde også den udfordring ovenpå torsdagens uheld, at jeg skal være sikker på at min cykel holder, når jeg på fredag skal køre Bissen i Svendborg.
Det blev til en god tur rundt i nogle forskellige skove omkring Faaborg. Turen blev på i alt ca. 34 km og 541 hm.
16. april 2016
Efter at have været på arbejde foretog jeg en kort testtur af MTB’en for at se om jeg havde fået spændt pedalarmen ordentlig fast efter mit uheld i torsdags.
En kort tur på i alt ca. 13 km og 305 hm.
14. april 2016
I dag havde jeg planlagt at jeg ville deltage i klubbens MTB-træning, da om torsdagen er anlagt på teknisk træning og en lille smule puls. De normale to trænere i klubben havde desværre forfald, så det blev mig der skulle improvisere en træning.
Jeg planlagde hurtigt et program, der indeholdt lidt svingteknik og en gang pulstræning i granerne i Sollerupskoven.
Men efter at vi havde kørt omkring 5 km fald min venstre pedalarm af cyklen. Jeg havde åbenbart ikke spændt den ordentligt fast efter min sidste servicering af cyklen i søndags. Efter et forsøg på at sætte den på igen måtte jeg konstatere at det ikke var muligt at få den til at sidde fast.
Herefter måtte jeg køre tilbage til klubhuset med kun en pedalarm, hvilket gav en god gang træning af mit højreben.
En noget kort tur på i alt små 8 km og 150 hm.
13. april 2016
Da jeg i dag skulle på arbejde i eftermiddag måtte jeg desværre melde fra til den normale onsdagstræning med løb og svømning.
I stedet valgte jeg at løbe en tur på den efterhånden velkendte 8 km rute rundt om sundet. Jeg synes dog ikke rigtig at jeg havde benene til at løbe en god tur, hvilket også fik mig til at droppe mine tanker om at løbe et halvmarathon ved Vornæs på søndag.
I alt 8 km med en km-tid på 5.27.
10. april 2016
I dag stod den på finalen i vinterafdelingen af Powercuppen. Løbet blev kørt på sporet i Ibjerg. Jeg var indstillet på at der gøres en god figur i sidste afdeling. Men mit udstyr ville det anderledes.
Under opvarmningen fik jeg foretaget et vrid med forhjulet, der betød at luften røg direkte ud af dækket. Nu måtte jeg løbe tilbage til bilen, hvor jeg var nød til at sætte en slange i dækket.
Jeg nåede at få cyklen gjort klar igen, så jeg nåede til starten i tide. Efter starten var gået synes jeg ikke rigtig at jeg kunne få fart i cyklen. Det viste sig hurtigt at det skyldes en defekt forbremse, der hang.
Så dagens tur med høj puls blev på 4 omgange i Ibjerg med ekstra hård træning, da forbremsen hang og dermed gjorde det ekstra hårdt.
9. april 2016
I dag var jeg inviteret til Feldsted i Sønderjylland for at køre en tur med Motionsfeltet.dk. Vi kørte en tur på ca. 36 km rundt om Feldsted.
Vi kørte 3 omgange på rute, der på den sidste del har en bakke der går fra Åbenrå fjord og op til et af de højeste punkter i området. Det var en bakke hvor vi gav den gas, så pulsen kom dejligt op.
I alt en god træningsdag med 108 km og 789 hm i benene.
6. april 2016
I dag blev den store triathlon dag. Der blev både cyklet, løbet og svømmet. Dagen startede med en tur på landevejscyklen inden jeg skulle til den normale onsdagstræning, der består af løb og svømning.
På trods af meget ustadigt vejr undgik vi næsten at træne i regnvejr. I starten af cykelturen og i slutningen af løbeturen kom der en lille smule vand. Men det var ikke noget i forhold til de to foregående træningsdage.
I alt blev det til ca. 54 km cykling, 13 km løb og 1850 m svømning.
4. april 2016
Kom lidt sent hjem fra arbejdet, men vejr så fint ud, så jeg valgt at tage en lille løbetur. Det burde jeg nok ikke have gjort. For da jeg var halvvejs på ruten, begyndte det at lyne og torden, samtidig med at der kom et regulært skybrud. Resultatet blev at jeg var rigtig våd da jeg kom hjem. Nu er jeg godt træt af regnvejr.
Trods vand blev det alligevel til hele den traditionelle tur rundt om Sundet på ca. 8 km.
3. april 2016
I dag skulle jeg køre en forårsdag i thy. Et rigtig godt motionsløb på 102 km med udgangspunkt fra Thisted. Vejrudsigten i dagene forinden havde lovet at du skulle blive et fint vejr. Nu er det desværre bare sådan med vejrudsigterne at de ikke altid holde hvad de lover. Da lbet skulle starte regnede det ned samtidig med at det var pænt blæsende. Dette skulle få den virkning at mit løb blev et noget andet end jeg havde planlagt.
Allerede under opvarmningen punkterede jeg på forhjulet. Jeg kom hurtigt tilbage til bilen og fik en ny slange i dækket, så jeg kunne nå frem til start. Det bevirkede så at jeg stod nede bagest da starten gik. Så de første km skulle jeg forbi de langsomste i feltet for at komme op foran, hvor det hele går lidt hurtigere. Men da jeg var ved at være fremme var feltet knækket, så den foreste del af feltet var kørt væk.
Det var et fornuftigt felt jeg var kommet til at ligge i og der blev holdt en fornuftig fart. Men efter ca. 22 km var det slut. Endnu engang kom den irriterende lyd af udsivende luft fra forhjulet. Så nu var det bare med at få stoppet cyklen og få en ny slange i og komme videre. Men så let skulle det ikke være. Efter at sat slagen i kunne jeg ikke få min pumpe til at virke.
Efter et stykke tid lykkes det mig at få kontakt med en anden rytter der også havde været punkteret og derfor ikke havde noget i mod at stoppe op for at låne mig sin pumpe.
Herefter fulgtes jeg med min nye makker, der dog var ligeså træt af vejret og situationen, som jeg var. Derfor havde han ikke til sinds at fuldføre løbet. Han var lokal og kendte en række smutveje, som vi tog tilbage til Thisted.
Defor blev min tur til en gang kold træning på ca. 65 km.
2. april 2016
I dag startede den danske landevejssæson. Jeg havde valgt at deltage i Thy-løbet, der blev afholdt med udgangspunkt i Thisted. Jeg havde valgt dette løb, da jeg i morgen skal køre “En forårsdag i Thy” med start samme sted. Endvidere var dagens andet licensløb i Næstved en enkeltstart, der ikke tiltaler mig så meget.
Løbet var på en 25 km rundstrækning, der skulle gennemkøres 3 gange. Ruten startede med at køre nordvest på i medvind. Men efter at ca. halvdelen af ruten var gennemført vendte vi op i mod vinden og havde modvind hele vejen tilbage til mål.
Det var et ganske hårdt løb med en del småbakker og som nævnt en pæn hård vind. Da det var mit første løb i år faldt jeg allerede efter ca. 6 km af hovedfeltet og kørte mere eller mindre rundt alene.
I alt blev det til en træningsdag på 90 km inkl. opvarmning.
1. april 2016
En ny måned starter og dermed tager jeg også hul på en ny træningsplan, der ikke er så hård enda. Planen kan ses her.
31. marts 2016
Kom desværre meget sent hjem fra arbejde i dag, så jeg kunne ikke nå at komme til klubtræning. I stedet kunne jeg lig nå en kort enkeltstart med højt tempo på ca. 25 km rundt om Bøjden. En udmærket træningstur, hvor jeg nåede at få sved på panden.
Måneden er slut, så det er tiden hvor man skal se på hvordan det er gået med månedens træning. Det er tydeligt at se at jeg er begyndt på nyt arbejde, hvor der har været en del rejse aktivitet.
- I alt blev der trænet 33 timer ud af planlagt 35 timer
- På MTB blev der kørt 137 km ud af en plan på 229 km
- På landevejen var der planlagt 112 km, men jeg kørte i alt 199 km. Hermed blev noget af det manglende fra januar indhentet
- Jeg løb 97 km, hvor planen var 118 km
- Svømning udgjorde 10 km med en plan på 10 km
- OTK havde igen inviteret os til banecykling i Odense , så det blev til 33 km
30. marts 2016
Normalt står den både på løb og svømning om onsdagen. Men i dag var jeg så sent hjemme, at jeg kun nåede til svømning. Til gengæld blev det en god dag i bassinet, hvor det i alt blev til 1850 m med en blanding af teknik- og pulstræning.
29. marts 2016
Var på kursus i København, så det blev til en kort løbetur rundt i Østre anlæg nær Østerport station. I alt blev det til 4 runder á ca. 1,8 km. En dejlig tur i smukt forårsvejr.
28. marts 2016
I dag havde jeg planlagt at jeg ville prøve at sætte en god tid på det lokale MTB-spor. På vejen derop kørte jeg op over en mindre stigning for efterfølgende at øve lidt nedkørselsteknik. På vej ned af nedkørslen var der noget der raslede og jeg spekulerede lidt over hvad det var.
Da jeg nåede op i nærheden af sporet blev det ved med at rasle og det lød som om det kom fra forskifteren. Da jeg så kiggede på skifteren kunne jeg konstatere at den store forklinke var gået løs i en af bespændingerne. Efter nødtøftigt at have spændt den fast fortsatte jeg min tur med den tanke at jeg kunne køre igennem på den lille klinke. Men efter at have kørt det første lille stykke af sporet måtte jeg konstateret at det ikke gik.
Herefter trillede jeg stille og roligt hjem igen. I alt blev det en kort tur på ca. 12 km.
27. marts 2016
I dag stod den på klubtur på MTB i Svanninge Bakker. De andre i klubben syntes at jeg skulle være sporguide på dagens tur, så jeg valgte at køre en god tur igennem Svanninge Bjerge, Sollerup og Svanninge Bakker.
En god dag hvor pulsen kom lidt op og vi nåede op på ca. 24 km.
25. marts 2016
I dag havde jeg egentlig planlagt at jeg skulle en tur på landevejen. Men da det regnede ret kraftigt i formiddags valgte jeg at droppe landevejen og i stedet tage i svømmehallen, hvor det blev til 2000 m crawl uden pauser.
24. marts 2016
I dag var jeg for første gang på landevejen med min lokale klub. Jeg var lidt spændt på hvordan det ville forløbe, da jeg som tidligere nævnt ikke synes jeg har kunnet drive min landevejscykel fremad.
Men til min store glæde gik det rigtig fint. Vi kørte nogle fine bakkeintervaler, hvor jeg overhovedet ikke havde problemer med at følge med.
En rigtig fin tur i det flotte forårsvejr, hvor jeg nåede 63 km og 640 hm.
23. marts 2016
Onsdagstræning hvor den som sædvanligt står på løb og svømning. Det var et stykke tid siden jeg havde været ude at løbe med klubben, så jeg var lidt bange for hvordan det skulle gå, specielt fordi det var klubbens hurtige løbere der dukkede op idag.
Der blev også gået til den fra starten, men jeg kunne lige følge med på en dejlig tur i gennem Pipstornskoven og rundt om sundet.
Efter den hårde løbetur stod den på svømning, hvor det også gik rigtig godt. Dagens program var lagt an på en række intervaller, som jeg er sikker på giver godt når vi kommer ud i havet til konkurrencerne.
I alt blev det til 12,5 km løb og 2 km svømning.
20. marts 2016
Jeg var i dag til Påskeløbet på MTB i Slettestrand. Det er altid en fornøjelse at køre MTB i dette område, da det er en af Danmarks absolut bedste MTB-spor, hvor der hele tiden udvikles på sporet.
På grund af lidt forskellige forviklinger var jeg så uheldig at komme for sent til start. Det betød at jeg var sidste man fra start. Men på trods af det fik jeg stadigvæk en rigtig god tur, som I kan læse mere om på her.
Alt i alt en rigtig god dag hvor jeg kom op på 23 km og 400 hm.
19. marts 2016
I dag blev det “kun” til en gang svømning, da vi skulle nord på for at deltage i Påskeløbet Slettestrand i morgen.
Idag havde vores træner fået den idé at vi skulle prøve at svømme rygcrawl. Det er altid rigtig sjovt at prøve en afvekslende form for svømning en gang imellem.
I alt blev det til 1250 m.
18 marts 2016
I dag stod træningen på en kort løbetur, hvor jeg tog den “sædvanlige” tur på ca. 8 km rundt om Sundet og retur.
Mine ben føltes lidt som om de ikke havde lyst til at flytte sig. Men jeg kom da alligevel rundt i en fornuftig tid på 5:30 pr. km.
16. marts 2016
Dagens onsdagstræning var lidt anderledes end den plejer at være. Min plan var at jeg skulle cykle en tur på landevej inden jeg skulle løbe og svømme med klubben.
Jeg startede ud med en planlagt cykeltur, hvor jeg havde valgt at køre en rute, der er kendt som bjergetapen. Og som navnet siger er det en tur der rammer en stor række bakker i området omkring Faaborg.
Da cykelturen tog længere tid end beregnet nåede jeg ikke til løb i dag. Jeg følte det som om jeg overhovedet ikke kunne drive cyklen frem over på ruten.
Senere på dagen var jeg så til den obligatoriske onsdagssvømning, hvor der blev gået til den i vandet.
I alt blev det til 1500 m svømning og 67 km cykling med 775 hm.
15. marts 2016
Var lidt tidligt hjemme fra arbejde i dag – så der kunne blive tid til en kort tur på racercyklen.
Jeg tog derfor ud på det jeg kalder min lange bakkerute. En rute der fører henover 2 af de sværestestigninger i området.
En god lille tur på 45 km med 496 hm.
14. marts 2016
Normalt plejer jeg at løbe med klubben om mandagen. Men da jeg i aften skulle til et møde valgte jeg at løbe en kort tur på min hjemmerute rundt om sundet.
En god lille løbetur på i alt 8 km blev det til.
13. marts 2016
I dag stod den på 4. afdeling af MTB Cross Duathlon ved Aarhus. Jeg har tidligere deltaget i 3. afdeling. 4. afdeling foregik lidt længere mod syd ved Fløjstrup Strand.
Løbet bestod af 5 km løb efterfulgt af 15 km. MTB , for at slutte af med 5 km løb. Du kan læse en beretning fra løbet her.
Det var en hård tur, men jeg gennemførte løbet i tiden 1 time og 50 minutter, hvilket jeg er ganske godt tilfreds med.
8. marts 2016
Når man er på kursus en hel uge kan det være svært at få trænet. Men i dag fik jeg lige klemt en løbetur ind i programmet.
Det blev til en tur på 10 km rundt i den sydlige del af Grenå. Det er svært at løbe en spændende tur når man befinder sig et sted hove man ikke er kendt. Derfor bliver det nærmest kun en frem og tilbage rute som man løbe.
6. marts 2016
I dag stod det på en klassiker. Nyborg er gået med i Powercuppen og deres klassiske MTB-løb på voldene omkring Nyborg Slot er dermed blevet en del af cuppen.
Oven på gårsdagens muddershow på Langeland havde jeg forventet at det ville være lidt mere tørt i dag på stigerne rundt om slottet i Nyborg. Men der havde jeg godt nok forregnet mig. Sammen med mudder kom der også en hel del sand og grus i gearne, hvilket cyklen absolut ikke er specielt glad for.
Men bortset fra mudder og vådt grus var det et fantastisk race, der virkeligt fik pulsen op og ringe. En time for fuld fart kan mærkes i kroppen efterfølgende.
I alt blev det til ca. 25 km og 111 hm.
5. marts 2016
I dag startede jeg som sædvanligt med en gang morgensvømning. Herefter gik turen til Langeland, hvor jeg skulle deltage i det traditionsrige Slotsløb. Der var ikke mange deltagere, hvilket sikkert kunne tilskrives det dårlige vejr med regn og slud.
Det blev til en rigtig muddertur i skoven ved Tranekær. Se en beskrivelse af løbet her.
I alt blev det til 1200 m svømning og ca. 19 km på MTB.
4. marts 2016
I dag havde OTK igen inviteret os til at deltage i deres træning på Odensebanen.
Ca. 1½ times hård træning, hvor vi kørte flere forskellige discipliner, der alle har til formål at få nogle gode intervaller. Det hele blev sluttet af med en duathlon, hvor vi cyklede og løb 3 gange.
I alt blev det til 33 km banecykling
2. marts 2016
I starten af januar skulle vi have kørt en afdeling af Powercuppen på Stigeø. Men dette løb blev aflyst, da der var for meget is på sporet til at det var forsvarligt. I stedet blev der så afholdt en gang nightride i Fredericia i dag.
Det blev til noget af en beskidt omgang. Det var vådt og koldt under hele løbet. Det havde været regn og slud siden i går og det havde sat sine spor på ruten.
I alt blev det til 20 km på MTB, der blev afsluttet med en god gang varm suppe.
1. marts 2016
I dag skulle jeg starte på et nyt arbejde, der allerede på førstedagen overraskede med at blive noget andet end det jeg egentlig var blevet ansat til. Men jeg håber ikke at det får for meget indflydelse på min træning.
En ny måned starter og dermed også et nyt træningsprogram der kan ses her.
29. februar 2016
Februar måned blev sluttet af med en rigtig god tur på landevejen, hvor jeg forsøgte at ramme en stor del af bakkerne omkring Faaborg
En rigtig god tur på 61 km og 664 hm.
Når en måned er slut er det også tid til følge op på den træning, der er blevet gennemført. Som sædvanligt er der en række afvigelser fra den plan jeg havde lagt ved årets begyndelse:
- I alt blev der trænet 43 timer ud af planlagt 29 timer
- På MTB blev der kørt 171 km ud af en plan på 140 km
- På landevejen var der planlagt 112 km, men jeg kørte i alt 160 km. Hermed blev noget af det manglende fra januar indhentet
- Jeg løb 143 km, hvor planen var 160 km
- Svømning udgjorde 11 km med en plan på 8 km
- OTK havde igen inviteret os til banecykling i Odense og jeg var også til et banearrangement i Ballerup, så det blev til 60 km
28. februar 2016
I dag havde jeg lovet løbeafdelingen i vores klub at jeg godt ville være frontløber i forbindelse med et fælles arrangement for andre klubber. Men da der var crossløb et andet sted på Fyn dukkede der ikke så mange op til arrangementet. Derfor løb jeg sammen med en af de andre grupper, hvor det blev til en 15 km tur i Faaborg by og Svanninge Bakker. En god gang løbetræning.
27. februar 2016
Lørdag betyder at den står på en gang morgensvømning. I dag stod den på en gang bentræning efterfuldt af nogle gode pulsintervaler. Jeg synes ikke jeg var særlig oplagt fra starten. Måske havde gårsdagens landevejstur tæret lidt kraftigt på kræfterne.
Senere på formiddagen stod den på en god gang MTB-løb til MTB-event Vestfyns afdeling i Haarby. Her blev der givet fuld power i et løb med en køretid på 71 minutter plus den igangværende omgang. Jeg synes heller ikke helt jeg havde den power i benene til dette løb, som jeg gerne ville have haft. Det blev i alt til 3 omgange på et meget snørklet spor. Se en beretning fra løbet her.
I alt blev det i dag til 1.150 m svømning og 25 km MTB.
26. februar 2016
Vejret i dag var dejligt solskin og rigtig friskt. Derfor valgte jeg at køre en god bakket tur på landevej. Jeg valgte at køre den klassiske Alpetramprute på 63 km. Det blev en rigtig god og hård tur. På trods af at vejret så stille ud, var der alligevel en del vind, der godt kan mærkes, når man først lige er begyndt at opbygge sin landevejsform.
I alt blev det til ca. 67 km og ca. 800 hm.
25. februar 2016
I dag var der dømt restitution. Og hvilken herlig restitution det blev. Vi tog til Comwell Kellersgaard ved Vejle hvor vi fik en gang wellness med frokost. En hel dag med ren afslapning og velvære for kroppen.
24. februar 2016
Igen en onsdag hvor den står på løb og svømning. Det er nu ved at være så lyst når vi starter med at løbe kl. 17.30, at vi kan tage en tur rundt om sundet (en mindre sø i Faaborg hvor der løber en natursti rundt om) inden vi igen rammer vores sædvanlige rute, som vi alt i alt får til at være ca. 13 km. Det passer lige med at vi er tilbage til omklædning til svømningen.
Svømningen var i dag lagt an på at vores træner startede med at komme med individuelle anvisning i forhold til de observationer han har gjort for den enkelte svømmer. Efter at have arbejdet med teknikken blev vi sendt ud på en hårdere opgave med først 4 langsomme intervaller, efterfuldt af 4 hurtigere og lidt kortere intervaller. Til slut skulle vi så have 4 ultrakorte og ultrahårde intervaller.
I alt blev det til 13 km løb og 1.550 m svømning.
23. februar 2016
En stille dag, hvor jeg dog var på en rigtig gang trailrun. Jeg løb/gik igennem den rute, som vi opmærkede i lørdags i Pipstornskoven. Det var rigtig hårdt da det flere steder ikke var særligt fremkommeligt.
I alt blev det til ca. 5 km løb.
22. februar 2016
Efter gårsdagens anstrengelser i Aarhus droppede jeg i dag den planlagte krydstræningmellem cykel og løb og nøjes med at deltage i løbedelen. I stedet for cyklingen valgte jeg så at løbe frem og tilbage fra træningen.
I alt blev det til ca. 16 km løb.
21. februar 2016
Som nævnt i optakten til denne sæson så skal jeg på vejen til Riva igennem en Xterra i juni måned. Derfor havde jeg i dag valgt at deltage i en gang Cross Duathlon i Blommehaven ved Aarhus.
Distancen var 5 km løb, 15 km MTB og afsluttende med 5 km løb. Det var en hård tur i det meget kuperede terræn. I kan læse mere om løbet her.
Dagens distance blev i alt 10 km løb og 15 km MTB.
20. februar 2016
Som sædvanligt om lørdagen startede dagen med morgensvømning i Forum Faaborg. I dag havde vores træner valgt at vi skulle prøve at svømme “rigtig” brystsvømning. Det viste sig at det var noget svære end det brystsvømning som jeg har været vant til at udøve. Men det var sjovt at prøve.
Senere på dagen var der lidt alternativ adspredelse, da jeg var i skoven for at gennemgå og udforme den endelige opmærkning til et nyt MTB-spor i Pipstornsskoven.
Dagens træning blev derfor 1.200 m svømning og en vandretur i skoven.
18. februar 2016
Min MTB var begyndt at tabe luft på baghjulet. Derfor valgte jeg i dag at se på dækket og efterfylde det med nyt snask. Efter lidt arbejde ser det ud som om at hjulet holder luft. For at være sikker tog jeg en lille testtur. Da der var let frost i luften valgte jeg at prøve at se om det orange spor i Svanninge Bakker var blevet farbart eller om det stadigvæk var for mudret til at køre på.
Det viste sig at være et rigtig godt valg. Sporet var rimlig perfekt og tørt og jeg kunne køre det igennem på ca. 27 minutter, hvilket er en på nuværende tidspunkt af sæsonen er en udmærket tid. Efter at have været igennem sporet valgte jeg at køre igennem Svanninge Bjerge for at ende i Sollerup. Her ville jeg se om det nye spor også var farbar. Det vidte det sig hurtigt at det ikke var. Det kræver en del bearbejdning og stabil grus, at gøre dette færdigt.
I alt blev det til et par timers kørsel og lige godt 28 km.
17. februar 2016
Så er det igen blevet onsdag, hvor den står på 2 timers træning fordelt med en times løb og en times svømning. Vi startede med en løbetur, hvor vi for første gang i år var rundt om Sundet, da det nu er lyst så længe at vi kan løbe den vej. Herefter kom vi ind på den sædvanlig rute rundt om Faaborg. En god tur med et snit på 5.16 pr. km.
Efter løbeturen stod den på svømning, der igen i dag var opdelt på teknik og udholdenhed. Efter de tekniske øvelser, skulle vi svømme en 400 m på tid. Jeg fik en tid på 8.18 for de 400 m, hvilket jeg er godt tilfreds med.
I alt blev det til 13 km løb og 1.200 m svømning.
15. februar 2016
I dag var den første mandag i år, hvor jeg fik en gang krydstræning. Den var dog afbrudt af en køretur i bil på en lille time. Så det var ikke en helt rigtig gang krydstræning. Men først kørte jeg omkring 30 km på cykelbanen i Odense, hvor vi gennemførte en række gode intervaller.
Efter cyklingen tog jeg tilbage til Faaborg hvor der var løbetræning med triafdelingen. Her blev det til en god tur rundt i byen med et snit på ca. 5:16 pr. km.
Ialt blev det til 29 km på cykel og 13 km’s løb.
14. februar 2016
Som en del af team Motionsfeltet.dk var vi i dag inviteret til at prøve cykelbanen i Ballerup under kyndig vejledning af den tidligere seksdagsstjerne Jimmy Madsen. Det var et interessant arrangement på 2 timer, hvor vi kørte omgang på tid, schratch og keirin, samt en god gang opvarmning og afrulning (fri træning)
Jeg vil gætte på at det blev til ca. 30 km’s cykling.
13. februar 2016
Som sædvanligt om lørdagen starter jeg med en god gang morgensvømning.
Senere på dagen stod den på MTB-Klassikeren i Assens et fint lille løb i terrænet vest for Assens (se beskrivelse af løbet fra 2015). I år havde de ændret en del på opsætningen af løbet, således at de havde inddelt deltagerne i aldersgrupper. Jeg endte på en fin 3. plads, hvilket jeg var ganske udmærket tilfreds med.
I alt blev det til 1700 m svømning og 28 km MTB.
12. februar 2016
Efter at jeg den 31. januar smadrede bagskifteren på min BMC fik jeg i dag endelig den sidste reservedel. Efter at have monteret den nye bagskifter og ny kæde skulle jeg lige ud og prøve om tingene fungerede korrekt. Så det blev til en lille tur rundt i skoven på de større stier.
I alt blev det til en tur på 24 km.
10. februar 2016
Endnu en onsdag, hvor den står på løb og efterfølgende svømning. Vi var i gruppen enige om at vi godt kunne løbe omkring 13 km, da vi ellers bar skulle sidde og vente til det bliver tid til svømning.
Svømningen var igen en af de uger med distancesvømning.
I alt blev det til 13 km løb og 1.550 m svømning
7. februar 2016
En stille søndagstur ovenpå gårsdagens udfoldelser. På grund af de manglende reservedele til den ødelagte cykle blev det til endnu en dag på retrocyklen. Men den kørte faktisk udmærket, udover at jeg kunne mærke at det ikke er verdens bedste affjedring der sidder på cyklen.
I alt blev det til 31 km på MTB.
6. februar 2016
I dag var der lagt op til en god gang triathlontræning. Som sædvanligt om lørdagen startede dagen med morgensvømning. Lige efter svømning var vi et par stykker der havde aftalt at vi skulle løbe en halvmarathon. Det var aftale at vi skulle løbe den i en tid omkring 5:30 – 5: 45 pr. km. Men vi løb lidt hurtigere og endte med en tid på 5:20 pr. km.
Om eftermiddagen skulle jeg køre en introtur på MTB for potentielle nye medlemmer af Faaborg Ski & Motionsklub. Det blev derfor en stille tur rundt i skovene på de større grusstier. Da jeg for en uge siden havde ødelagt bagskifteren på min BMC og endnu ikke har modtaget de nødvendige reservedele var jeg nød til hurtigt at få skiftet dæk på min gamle MTB, som jeg nu bruger til normalt ænrindekørsel. DSet gav selvfølgelig lidt mere udfordring at køre rundt på en noget tungere MTB, med 26 tommer hjul.
I alt blev det til 1.350 m svømning, 21 km løb og 20 km på MTB.
4. februar 2016
I dag var årets første dag på landevejen. I løbet af januar har jeg dog haft et par ture på cykelbanen i Odense, hvor jeg har fået noget af fornemmelsen for at sidde på en racercykel tilbage i kroppen.
Da Transalp jo er et bjergløb, lagde jeg ud med en tur, jeg selv har døbt lang bakkerute og som navnet siger indeholder den en del bakker. Det var måske en lidt hård opstart på landevejen, men til gengæld slap jeg for at køre i den værste vind.
Dagens tur blev på 32 km.
3. februar 2016
I dag er det onsdag hvor vi i tri afdelingen i Faaborg Ski & Motionsklub altid har dobbelttræning, der består af ca. 1 times løb efterfulgt af en lille times svømning. Vi løber en gruppe i et pænt tempo omkring 5:15 pr. km.
Svømmetræningen er bygget op over et 4 ugers system hvor der 3 uger hvor vi arbejder med at svømme distancen og 1 uge hvor der svømmes korte intensive intervaler.
I alt blev det til 12 km løb og 1700 m svømning.
1. februar 2016
Opstart på en ny måned hvor der er lagt denne træningsplan.
Om mandagen er det meningen at der skal være krydstræning i triafdelingen, hvor vi starter med at cykle med en efterfølgende løbetur. På nuværende tidspunkt er der nogle af medlemmerne der spinner før løbeturen. Men jeg er ikke til denne form for indendørstræning. Jeg er dog ikke kommet igang med at cykle endnu før vi skal ud at løbe, da det stadigvæk er mørkt når vi løber.
Dagens tur blev på 13 km.
Optakt
Jeg vil i den kommende tid opdater jer alle på hvorledes min træning skrider frem mod at gennemføre Transalp 2016, der køres i dagene fra den 26. juni til den 2. juli 2016. Udover Transalp 2016, der er blevet årets store sæsonmål, skal jeg i starten af juni gennemføre Xterra Aarhus. Endvidere skal jeg dagen efter at vi når Riva del Garda gennemføre Maratona D’les Dolomiti.
Det at jeg skal gennemføre en Xterra, betyder at min træning er lagt på både svømning, cykling og løb. Denne kombination af flere sportsgrene giver også en dejlig adspredelse i træningen.
At skrive om min træningsindsats, vil være med til at motivere mig til at holde min træningsplan. Jeg er dog ikke typen, der følkger min træningsplan 100 %. Når man træner sammen med andre i en klub vil der altid komme afvigelser i forhold til det oprindeligt planlagte program. Jeg har i december lagt et træningsprogram for hele 2016 og det er klart at det er svært at vide hvad der vil ske i løbet af en hel sæson.
Den planlagte træningsmængde inkl. deltagelse i diverse konkurrencer i 2016 kan opsummeres således:
- Træning i alt 548 timer, svarende til ca. 1½ om dagen
- 3.692 km på MTB
- 5.717 km på landevejen
- 1.069 km løb
- 100 km svømning
Som illustration på hvorledes man ikke skal gøre sig slave af den lagt plan kommer her tallene for januar 2016:
- I alt blev der trænet 38 timer ud af planlagt 41 timer
- På MTB blev der kørt 215 km ud af en plan på 446 km
- På landevejen var der planlagt 112 km, som ikke blev gennemført
- Jeg løb 105 km, hvor planen var 104 km
- Svømning udgjorde 13 km med en plan på 8 km
- Da vejret en enkelt dag var til det løb jeg 15 km langrend
- OTK havde inviteret os til banecykling 2 gange i Odense, så det blev til 67 km