Søndag den 22. november 2015

Opvarmning og racebriefing
I dag var vi taget til Moesgaard syd for Aarhus, hvor der skulle afholdes Xterra Duatlon på distancen 5 km løb – 15 km MTB – 5 km løb. Med 2 lange Xterra’er i Aarhus i henholdsvis juni 2015 og september 2014 burde det jo ikke være noget problem at gennemføre denne distance, hvor de sidste 5 km løb skulle foregå på den samme rute som til Xterra’en i juni 2015.
Men som vi observerede på vejen ud til stævnepladsen, så viste det danske efterårsvejr sig denne dag som en god gang vintervejr med sne og slud. Xterra duatlon skal foregå i naturen og på naturens betingelser og det må man sige at det blev på denne dag.
Da vi ankom til Moesgaard Strand kunne vi se at stævnepladsen var blevet flyttet fra dens normale plads til en P-plads lidt længere oppe mod skoven. Hvilket i følge arrangørene var den eneste måde de kunne få læ på. Start og mål skulle også foregå herfra.
Da vi skulle aflevere vores cykler i skiftezonen kunne vi godt forstå hvorfor man havde valgt at flytte stævneområdet. Stativerne til cyklerne havde de svært ved at holde stående i den kraftige blæst.

Starten kl. 10.00
Men på trods af diverse udfordringer gik starten præcist kl. 10.00 hvor vi løb ned mod stranden. Vi løb syd på af stranden til Giberåen. Herfra løb vi op i skoven og langs med kysten ad nogle små stier op og ned af skrænterne. Her var der tale om nogle godt mudrede stier, sikkert godt hjulpet af det våde vejr.

Kryds af Giberåen
Efter skrænterne løb vi ind i landet og op til Skovmøllen, hvorfra vi fulgtes med Giberåen ud mod kysten igen. Her kom så en af dagens store forhindringer. Vi skulle krydse åen enten ved at balancere over en væltet træstamme eller alternativt ved at hoppe i åen og løbe over. Jeg valgte den sidste løsning, da der var en stor kø for at komme over åen via stammen. Jeg var i forvejen godt våd, så det gjorde ikke den store forskel.
Da vi kom tilbage til kysten gik det direkte nordpå til skiftezonen, hvor det nu galt om hurtigst muligt at få skiftet til cykelsko og hjelm for at komme afsted ud på MTB-passet.
Da vi kørte ud på ruten, der noget af vejen fulgte det officielle MTB-spor i Marselisborgskoven kom vi hurtigt til at køre i et snedækket landskab, der medførte problemer på de første opkørsler. Dem der kørte foran mig valgte at stige af cyklen for at trække op. Det var nok også det rigtige valg, da jeg tror det havde været svært at træde op i det fedtede føre.
Et godt stykke ude på ruten begyndte jeg at kunne mærke kulden. Mine fingere var på det nærmeste stivfrosne, hvilket medførte at jeg fik problemer med at betjene bagbremsen. I forbindelse med en lille bro over en grøft kunne jeg ikke få bremset cyklen så meget ned at jeg fik den rigtige linje ind over broen. Det medførte at jeg måtte en tur i grøften med en lille saltomortale til følge. Jeg havdekort forinden overhalet to andre ryttere, der nu kom forbi mig igen og forsvandt. Jeg så dem desværre aldrig igen.
Tilbage i skiftezonen varmine fingre nu så kolde at jeg havde problemer med at åbne både hjelm og sko. Men det lykkes til sidst og jeg kom afsted på det sidste løbepas. Der gik ikke så lang tid før jeg følte at jeg igen havde fået varmen i kroppen. Jeg kunne dog efterfølgende se at det foregik i et noget langsomt tempo. Jeg blev dog ikke overhalet af mange andre, så det er åbenbart de fleste der har løbet i et roligt tempo.

Naturtrappen syd for Ørnereden
Da vi kom ned i mod stranden, hvor ruten skulle følge stranden kunne vi godt se at det ikke var muligt, da vandet stod op over hele stranden. Derfor var ruten ændret, så den gik lige ovenfor stranden. Det betød så også at vi ikke skulle op af de 124 trin til Ørnereden, men kun skulle forcere naturtrappen lidt syd for Ørnereden.
Da vi kom tilbage af ruten mod mål blev vi sendt en tur ned på stranden for at løbe ud til Giberåen, hvor vi vendte tilbage mod mål.
I mål blev der serveret et måltid varmt mad. Jeg frøs dog så meget at jeg valgte at springe køen til madboden over.
Efterfølgende, hvor man har fået varmen er det jo meget fedt at have gennemført. Man kan sammen med de øvrige deltagere se tilbage på et hårdt løb, der udover terrænet blev gjort hårdt af vejret. Men vi er klar til næste gang der arrangeres Xterra i Aarhus
Fakta om løbet
- Distancer: 5 km løb – 15 km MTB – 5 km løb
- Vindertid: 1:35:28
- Resultater
- Løbets hjemmeside