MTB New Year Run

28. december 2014

I dag stod den på MTB New Year Run i Løsning. Et fint lille MTB-løb arrangeret af Hedensted Cykelklub i samarbejde med DGI. Da vi ankom til starten var det bidende koldt, så det handlede om hurtigt at få sit nummer og komme ud at varme op.

MTB New Year Run

Kort efter starten, hvor der blev lidt kø

Vi tog en tur rundt på ruten for lige at få den ind på nethinden før det bliver alvor og pulsen kommer op. I indbydelsen stod der at der ville mange hårde op og nedkørsler. Det undrede vi os lidt over, da vi det først lange stykke kørte på en art dæmning. Men det viste sig at ruten ville ændre sig. For enden af dæmningen kom den første nedkørsel, der lå efter et skarpt venstre sving.

I bunden af denne nedkørsel kom der et lille fladt stykke inden man havde ladet ruten gå over et par små høje med dertil hørende nedkørsler, der under normale omstændigheder ikke er særligt svære. Efter dette stykke kom der en bred skovsti, som fortsatte ind i et stykke singeltrack gennem en granskov. Det track havde et rigtig suverænt flow.

MTB New Year Run

En af de hårde opkørsler

Efter dette stykke kom der et lang stykke bred skovvej, hvor man kunne få godt gang i cyklen. Med god fart i cyklen kørte man direkte ind i et for denne dag meget teknisk stykke med mange tilfrosne hjulspor og et par stejle nedkørsler.

MTB New Year Run

Maries Bakke

Efter den sidste nedkørsel kom der en pæn lang stigning, der også blev advaret i mod med skilte ligefør den begyndte. Fra toppen af denne bakke var der et lille singletrack med et godt flow. Dette stykke gik direkte over i en nedkørsel, der blev svære og svære efterhånden som løbet skred frem. I bunden af denne nedkørsel kørte man direkte ind på det arrangørene havde kaldt Maries bakke. En bakke der hurtigt var blevet så glat at det kun var de færreste der kunne køre hele vejen op.

fra toppen af denne stigning gik det mere eller mindre direkte hjemad. dog skulle man lige igennem et stykke singeltrack til sidst, der endte med at blive meget glat og dermed få en høj sværhedsgrad.

Da det på dagen var frostvejr, betød det at sporet efterhånden som der havde været en del ryttere over det blev meget glat. Det havde den virkning at nedkørsler ol. der normalt ikke vil være super svære på dagen blev meget glatte og dermed svære at styre på.

Arrangørene havde valgt Timestamper til tidstagning. Et system der desværre ikke altid er lige pålideligt. På denne dag blev der også problemer, hvilket bevirkede at der ikke findes officielle tider og placeringer udover de første 3 i hver klasse.

Alt i alt en god og sjov tur rundt på et fedt spor i Løsning.

MTB New Year Run er et løb, der klart kan anbefales.

Fakta om løbet


  • Distancer: 30, 60 eller 75 minutter på omgange á ca. 5 km.
  • Højdemeter: ca. 100 pr. omgang
  • Løbets hjemmeside