11. januar 2015
MTB Cross Duathlon Vejle var 3 afdeling i en serie på 5 løb i Jylland. Vi havde valgt at deltage i den lange, der består af 3 løbepas på hver 3 km og 2 MTB-pas på hver 10 km (i Vejle var MTB-ruten dog kun 8 km pr. pas).
Konceptet for alle 5 løb i serien er identisk på den måde at løbe ruten skal være 1,5 km og MTB-ruten skal være 5 km. I hvert pas skal ruterne som gennemføres 2 gange. Der findes 3 distancer i hvert arrangement; en børne og motionsdistance hvor løberuten gennemføres engang efterfulgt af en runde på MTB-ruten, for at slutte af med en omgang på løberuten.
Den korte distance består af 3 km løb – 10 km MTB – 3 km løb. På den lange som vi havde valgt skal vi gennemføre 3 km løb – 10 km MTB – 3 km løb – 10 km MTB og til slut 3 km løb.
Vel ankommet til Vejle gik vi til stævnepladsen for at få startnr. og tjekke op på skiftezonen mv. Det var småkoldt og der kom ind imellem noget nedbør, der vel nærmest må betegnes som slud.
Skiftezonen var et stykke græs hvor man selv måtte finde sig en plads hvor man kunne ligge sin cykel og sine ting. Der var ingen fine stativer og lignende.
Der er tale om trailrun og MTB i naturen så både løbsruten og MTB-ruten kan være pænt baske at komme igennem. I Vejle bestod løberuten af en bakke ned af efterfulgt af en bakke op ad. Man løb ud fra start en kort stykke, hvorefter det begyndte at gå ned af. Da det havde regnet pænt i dagene op til var det en ganske fedtet rute. Det betød så også at man ikke bare kunne give lods ned af bakken, da det visse steder var svært at få fodfæste.
Efter at være kommet ned af bakken var der et kort stykke lige ud på en pæn grussti. Men freden varede kort da det efter en kort distance på det flade stykke gik stejlt op ad tilbage mod skiftezonen. Mellem bakken og skiftezonen var der et kort fladt stykke.
Min tur rundt på løberuten synes jeg selv gik ganske fornuftigt. Ingen tvivl om at jeg var en af de langsomste på løberute i første pas. Men i de næste pas mødte jeg nogle der overhalede mig i starten. men som måtte ned og gå op ad bakken. Jeg har altid holdt på at man skal holde sig i løb uanset hvor hårdt det bliver. Og det har de fleste gange vist sig at virke i forhold til dem der er nede at gå.
Efter at have gennemført løberuten galt det MTB-turen, der ikke kan betegnes som teknisk svær. Lige efter starten kørte vi ind på et singeltrack, der mundede ud i en bred grusvej, som vi dog hurtigt forlod igen ind på et nyt singeltrack. Efter det stykke singeltrack kom der et langt stykke grusvej, der både indeholdt en hurtig nedkørsel og en pæn opkørsel. På toppen af bakken kørte vi igen ind på et stykke singeltrack, der igen endte i en nedkørsel på bred grusvej, der fortsatte over i en svagt stigende opkørsel.
Efter dette det pænt lange stykke grusvej gik det over i endnu et singeltrack. Denne gang med en meget stejl opkørsel. Da jeg kom til denne opkørsel på første omgang mødte jeg en del, der trak op. Det var de løbere, der var noget hurtigere end mig. Efter denne opkørsel kom der et kort stykke grusvej inden det gik ned af et singeltrack med et pænt skarpt højresving i bunden. Her kom der et stykke grusvej, der fortsatte ind på et stykke singeltrack, der var meget fedtet i starten. På den sidste omgang af det sidste MTB-pas gled jeg rundt dette sving og endte inde i en stak træaffald, hvilket gjorde det lidt besværligt at komme op igen. Dette stykke singeltrack endte med pæn nedkørsel mellem nogle træer. Et hurtigt tilpasset spor, idet det oprindelige spor var lukket af et væltet træ.
I bunden af den stejle nedkørsel gik det via en grusvej hurtigt ind på et nyt stykke singeltrack langs en sø. Her var der en del skråstillede rødder, der på grund af fugten var meget glatte, hvilket jeg fik at mærke på min anden omgang, hvor mit baghjul smuttede ud til venstre og jeg måtte en tur ned og hilse på skovbunden. Herefter gik det direkte tilbage til skiftezonen af et kort stykke grusvej.
På første omgang af det første MTB-pas måtte jeg overhale en del af dem der havde løbet hurtigere end mig. Her kom min force på MTB’en mig klart til gode. Der var ingen af dem som jeg overhalede på MTB. der indhentede mig igen på de efterfølgende løbepas, hvilket var en tilfredsstillelse for mig og endnu engang viste mig at jeg ikke er en hurtig starter, men til gengæld holder jeg farten når jeg først er kommet igang.
Mine skift fra løb til MTB var jeg ikke helt tilfreds med. Jeg synes det gik lidt for sløjt med at få MTB-støvlen på.
Alt i alt et godt arrangement, som så afgjort skal prøves igen – forhåbentligt i lidt bedre vejr. Næste år skal det overvejes om man skal deltage i hele MTB Cross Duathlon serien
Fakta om løbet
- Distancer: kort 3-10-3 og lang 3-10-3-10-3
- Vindertid: 0:53:58 og 1:27:28
- Resultater
- Løbets hjemmeside